Gouda

7-8/7. Så kom vi til moderbyen for Hollands mest berømte ost. Desværre kom vi ikke om torsdagen, hvor der er det store ostemarked med vejning osv, men om mandagen. Og i Holland skal man lige huske, at en del butikker først åbner senere eller slet ikke om mandagen.

På vej mod Gouda skete det, der ikke må ske, en bro var gået i stykker, så den kunne ikke åbne. Broens gennemsejlingshøjde var 2.5 M svarende til vores højde, så efter nogle minutters overvejelser besluttede “vi” at se, om vi kunne gå under. Det lykkedes akkurat, men det var lidt nervepirrende, da der var lidt søgang. Der var dog flere cm til broens underkant. Det var åbenbart så spændende, at vi glemte at tage billeder, men der er et af en bro magen til lige før. Der lå godt nok en del og ventede, da ruten er en del af “Stande mast route”, hvor man komme igennem med mast på. Umiddelbart tillokkende, men man skal så lige huske at alle broer så skal åbne, og det giver væsentlig mere ventetid.

De kan desværre gå i udu.

Gouda er en lidt mindre by, men igen hyggelig og med et utal af kanaler. Vi får shoppet lidt og spist lidt god mad mm.

Da vi stadig gerne vil have lidt ro og mulighed for at gå på toilet og i bad, vælger vi at lægge os i en lille, kolonihaveagtig havn få minutter fra centrum. En god beslutning. Her er ikke kønt, men hyggeligt alligevel.

Gouda. Flotte gamle både med kirken i baggrunden.
Her har gadeorglerne rede.
Hyggelig mandag morgen i Gouda.
Urbaniseringen er ved at køre over møllen tæt på havnen.

Da mange butikker, som nævnt tidligere, holder lukket om mandagen, var vi nødt til at tage tirsdagen med.

Tirsdag er skifte dag for udlejningsbådene,hvorfor de kommer væltende. Den ene er mere ramponeret end den anden og en har simpelthen hul i forstavnen, hvor en spids genstand er blevet vædret.

De kommer fra få firmaer og Le Boat er absolut ikke så kønne, specielt ikke de store, der ligner mobilhomes på vandet. Locaboat er mere hyggelige og ligner flodbåde.

Lejebåd fra Locaboat
Så kan husene vist ikke blive smallere. Det er dårlig plads til trappen op.