Med et par dages forsinkelse kom vi afsted fredag d. 31/5, hvor vi nåede Hundested. Her lå vi lige over en dag grundet blæsevejr.
Søndag tog vi så lige et hug på 10,5 timer og 65 sømil til Kerteminde. Tanne kunne godt holde sig. Spændende sejlads da vi sejlede igennem en større del af den danske flåde, der skulle holde skydeøvelse om søndagen, selvfølgelig. Vi nåede igennem skydeområdet lige lidt over kl. 9.00, hvor det skulle starte. Vi hørte mange ængstelige opkald på kanal 16 de næste par timer. Turen til Kerteminde gik som sædvanligt med lidt urolig sø osv..
Mandag gik turen de 43 sømil til Marstal. Fin tur med vekslende vejr, men vinden lige i hornet. Det er tydeligvis tidligt på sæsonen. Rigtig mange pladser og næsten kun tyske både.
Marstal til Heiligenhafen
De 36,5 sømil foregik i næsten vindstille og helt uden buler. Milde moster hvor vi dog savner at selvstyreren virker. Man bliver hurtig forvænt. Så en del marsvin på vejen, herligt. En god del både på vandet, især ved den tyske kyst. Godt med en stor, billig øl.
Heiligenhafen til Neustadt
Det har blæst godt om natten, men vinden var næsten væk til morgen. Ikke så optimalt, da der jo er nogle kedelige buler på vandet, men ikke tryk på sejlet. Vi blev vugget godt igennem de fleste af de 34 sømil.
Neustadt er en kæmpe havn, over 1400 pladser og mange forhandlere, værfter osv. Bådene er også meget store her i inderhavnen. I morgen kl. 13.30 skal masten så af og afsted til Travefloden med os. Vi ser valgaften med afbrydelser, ringe netforbindelse, men det ser ud til at blive en god aften.
Hej.
Godt at høre at I kom fri af bunden og at I nu er på vej gennem kanalerne. Her er vejret meget skiftende regn-sol-regn-sol…. og sådan ser det ud til at fortsætte et stykke endnu. Vi ser frem til at høre mere om Jeres færd gennem det nordtyske landskab på vej mod Holland.
Hilsen Peter